Hårkur Grøn Te ©

Beskrivelse:

Super lækker cremet hårkur, der kan anvendes både i det våde hår og i det tørre. Det er en rigtig vitamin bombe til hår og hovedbund.

Brug den istedetfor en hårbalsam, der for mange af os, kan have en tendens til at få håret til ret hurtigt at blive tungt og se fedtet ud. Hårkuren her giver fylde og luftighed til håret. Den er meget cremet i konsistensen og drøj i brug.

Hvis du bruger den i det våde hår, så lad den gerne sidde lidt før den skylles ud. Evt. medens man sæber sig ind. Skal den anvendes i det tørre hår, er den mest til folk der har meget kruset og kraftigt hår, hvor den er suveræn.

Denne her hårkur er lavet med øko ingredienser, hvor det har været muligt.

Der er lidt mindre fedt og butter og lidt mere olie, og det gør den lidt lettere end den orange type. Jeg har fået af vide af flere, at mænd synes denne er bedre til deres hår istedetfor balsam, og at den er rigtig god at bruge i det tørre skæg også, så huden indenunder ikke bliver tør.

Læs altid hele opskriften igennem før start og sørg for at de forskellige ting er afmålt og redskaberne der skal bruges er fundet frem.

Fedtfase:   
Lanette                                                        20 gr
Cetanol                                                       20 gr
Olivenolie øko                                             15 gr
Hampefrøolie øko                                       10 gr

Tamanuolie øko                                           10 gr

Mustard olie                                                12 gr

Kokosfedt  Øko     eller                                10 gr

Kokosfedt Øko raff   / dufter ikke så meget af kokos

Babassu butter Øko                                       10 gr

Vandfase:
Cetrimonium chlorid ( antistatisk)                 20 gr

Kaliumsorbat                                                 1  gr

Demineraliseret vand                                    400  gr

Køb i et supermarked. ca 8-9 kr pr liter

Koldtrøringsfase:

E-Vitamin tochopherol                                 2 gr

D-Panthenol / B-5 Vit                                   5 gr

Grøn te ekstrakt øko                                    10 gr

O / W – emulsion Portion giver til ca. 500 ml

Altid vigtig ved en opskrift,  at se hvilken fremgangsmåde der skal bruges. Som her hvor det er en O/W emulsion, der er det vigtigt at det er den store skål vandfasen kommes i, da den samlede mængde ender med at være i den skål.

Brug altid vandbad, da det gør det langt lettere at styre opvarmningsprocessen, og man skåner råvarerne bedst på den måde. Brug gerne gode glasskåle der tåler opvarmning, der kan sættes delvis i en gryde, så vandet kan nå op på bunden.

Vand og fedtfase smeltes /opvarmes i hver sit vandbad. Da de fleste af ingredienserne i fedtfasen har et smeltepunkt omkring 62-65 grader, er det nogenlunde deromkring vandfasen også bør ligge. Der sker dog intet ved, at det ikke er præcis samme temperatur når faserne hældes sammen.

Når alt i fedtfasen er smeltet, og vandfasen er ca deromkring 65 +- 2-3 grader, så tages skålen med fedtfasen op af vandbadet, og hældes under piskning med håndpiskeris i vandfasen.

Bibehold gerne vandfasen over vandbad, men sluk for varmen, medens sammenblandingen står på.

Tag nu også den sidste skål op af vandbad og fortsæt med at piske i blandingen. Husk at have en dejskraber ved siden af, til at skrabe ned hvad der løbende sætter sig på siden.

Koldtrøringsfasens Vitaminer,- ekstrakter mm tilsættes til sidst når kuren er rørt lunken.
Hvis man ønsker flere ekstrakter i, skal den mængde tages fra vandet.
f.eks hvis der tilsættes 30 gr. granatæbleekstrakt til slut  skal den mængde tilsættes mindre af vandet i vandfasen.

Forslag: 

Hårkuren bliver ret fast i konsistensen. Den kan selvfølgelig fyldes på krukker, men man skal huske på, at når man så tager af den vil det ofte være med våde fingre, og det tilfører bakterier og laver en skorpe. Jeg synes den gør sig godt på enten en pumpeflaske så man kan trykke lidt ud eller en blød plastflaske. Jeg kan personligt godt lide Hårkuren på den her bløde 250 ml flaske, for den er nem at få også det sidste ud af.

Når hårkuren skal fyldes på flasker, er det en god ide, at fylde den på en lille 4 liters frysepose, og lukke godt med en knude eller elastik. Derefter klippes et ikke for stort hul i den ene posespids, og det er så meget nemmere at fylde ned i flaskerne. Også til cremer der fyldes på krukker giver det er betydeligt pænere slutresultat.

Da det er meget forskelligt hvordan vi hver især har det med dufte, så er det heller ikke muligt at skrive hvor meget der kan kommes i. Nogle foretrækker hårkuren helt uden duft. Desuden er der meget forskel også på olierne og hvor stærke de er ,og går igennem, så som udgangspunkt så doser lidt efter lidt. Og husk at skrive navn og antal dråber eller ml eller gr, hvad der nu passer dig bedst, ved opskriften, så du har en ide til næste gang den skal laves,  om hvad der kom i, hvis du gerne vil ramme nogenlunde det samme resultat igen.

©

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *