Shampoobar med ler ©

Nærende og blødgørende shampoobar til normalt hår

En rigtig god opskrift på en shampoobar, den er tilsat ler, som virker super rensende på hovedbunden og som kan være med til at mildne brugen af shampoo for en sart hovedbund.
Denne opskrift er en meget enkel en af slagsen, som er lige til at gå til, og hvor man ikke kan lave de store fejl. Den er altså “begyndervenlig” samtidig med, at det er en opskrift, jeg tyer til igen og igen; fordi resultatet er godt, og der ikke skal bruges en alenlang række af ingredienser og fordi den giver en af de bedste Shampoo bars der kan findes:)

Store ord måske, men på et marked hvor der godtnok er meget der ikke fungerer særlig optimalt, og ikke ser ud som om der er tænkt over, hvad man egentlig ønsker at sådan et produkt skal kunne, der er det ikke for store ord.

Jeg synes, at en Shampoo bar i sin effekt skal ligge tæt på hvad og hvordan en “almindelig” flydende Shampoo både føles,- virker og fungerer. Og at det er vigtigt for at det bliver et produkt der ikke bruges en enkelt eller to gange, og derefter ender i glemsel, at den ikke ligger milevidt fra hvordan følelsen af at bruge den shampoo man var vant til er.

Dvs der skal komme noget skum ud af at bruge den, selvom det betyder man vasker to gange. Det er der også flydende shampoo`s man skal gøre det med, for at det skummer op.

Håret skal efter brug af Shampoo baren føles rent og let og ikke bliver fedtet efter en dag. Ikke anderledes end efter vask med en flydende shampoo.

Der kan være mange fordele i at have et produkt i fast form. Det er nok snart 25 år siden jeg besøgte min første Lush butik på en Englandstur, og fik forkøbt mig i deres shampoobars og andre vaskebars. Det har omkring 1994-95.

Men selvom jeg personlig er ret vild med konceptet, så er jeg ikke ubetinget helt overbevist om effekt og brugbarhed af mange af de typer Shampoo- og Conditionerbars der findes.

Flere af typerne kan være ret udtørrende, og gøre at håret bliver meget vildt og flyvsk bagefter. Nok især hvis man har fint hår. Og andre oplever kløe i hovedbunden hvis de fast bruger shampoobar, over en længere tid, fordi det kan være udtørrende.  Både for hår og hovedbund. Og nogle af typerne er forsøgt gjort så gode, og fyldt med olier og Aktivstoffer, at de bliver lige det modsatte, fordi hår og hovedbund slet ikke bliver vasket, men blot fedtet ind i kakaosmør,- olier og andre ellers gode råvarer, der ikke tjener et formål her.

Det er synd, for som basis er konceptet med at komprimere et produkt, hvor vand udgør hovedparten, og kreere et produkt hvor vand fjernes, og dermed nødvendigheden af emballage jo genial nok.

Det er derfor jeg har prøvet at komponere nogle opskrifter på både Shampobars og Conditioner bars, med den rette balance af Tensider = de vaskeaktive komponenter og gode Aktivstoffer.

Det har været en lang proces, og da jeg startede på de første forsøg på det, for omkring 8-10 år siden, havde jeg aldrig forestillet mig der skulle gå så mange år, før jeg synes resultaterne jeg kom frem til, var gode nok til at lægge op. Det har været en proces hvor det har været nødvendigt at holde nogle års pause med forsøgene fordi jeg kørte træt i det.

En så besværlig og kompliceret proces for at nå et godt resultat, har jeg aldrig oplevet med de mange creme og lotion opskrifter. Eller andre Hårprodukter som Hårkur el almindelige Shampoo. Som jeg har udviklet gennem mange år.

Men det er igen fordi, balancen her er minimal , og drejer sig om marginaler i % erne, for at få det gode resultat.

Og selv her vil der nok være begrænsninger, for det er ikke alle typer hår der vil kunne dækkes af den samme opskrift.

Men jeg vil stadig mene, at den her basisopskrift, som man så kan lege videre med selv, er så meget bedre som basis opskrift, end et produkt med ikke kun en meget lille % indsats tensider, altså Vaskeaktiver, og så måske en masse fedtende Kakaosmør og måske en masse olie og så også lige udtørrende Majsstivelse, der ikke gør andet end at… ja udtørre. Produkter med den type ingredienser som basis, der får man ihvertilfælde ikke et produkt man kommer til at bruge op, men kun et der ender med at ligge og tørre ud.

Anvendelse:

En shampoobar bruges i stedet for en almindelig shampoo. Noget af det smarte ved konceptet er, at der udelukkende bruges naturlige råvarer samtidig med, at det er meget bæredygtigt, og der derfor spares på emballagen.
Shampoobaren kan lægges til tørre efter brug. Sørg for ikke at lægge den et sted, hvor den sopper i vand. Læg den i stedet et sted, hvor vandet kan løbe fra, så den kan tørre.

En shampoobar anvendes ved at massere den rundt i hovedbunden. Herefter lægges shampoobaren til tørre, og håret masseret, så man opnår en lækker skum. Hvis du gerne vil have samme skumfornemmelse som med en flydende Shampoo, så gentag processen. Anden gang skummer det rigtig godt op.

Skyl ud og brug evt en conditionerbar efterfølgende.

Shampoobaren er virkelig drøj, og en enkelt holder gerne ret lang tid.

Lav den helst i mindre siliconeforme på omkring 60-100 gr. Silikonen gør dem nemmere at trykke ud, så det bevarer deres form. Eller hårde plastforme, hvor de let kan trykkes ud Ligeså snart de er tørre, efter ca en times tid, kan de tages ud af formene, og stilles og tørre færdige tildækkede med et klæde/viskestykke.

Det er en god ide at lade den stå et par dage og tørre ordentligt op før man begynder at bruge den. Ikke fordi den ikke er klar til at bruge med det samme, men fordi den så bliver noget fastere i konsistensen.

  • Læs hele opskriften igennem før du går i gang.
  • Sørg for at have alle ingredienserne fundet frem.
  • Afvej helst alle de forskellige faser på forhånd, så de står klar efterhånden som de skal bruges.

Opskriften giver 100 gram. Vil du lave flere bars, ganger du selvfølgelig bare opskriften op til det antal shampoobars, du gerne vil lave.

Opskriften er i %. Hvis du vil lave 100 gram af opskriften kan du bare oversætte direkte ved at sige “gram” i stedet for “%”. Hvis du vil lave 50 gram af opskriften, kan du dele med 2. Jeg synes at 60-100 gram passer rigtigt godt på en shampoobar, men det er en smagssag – og måske skal du bare se, hvad der passer i de typer forme du gerne vil bruge.

Fase AIngrediensForklaring
60 % / 60 g.SCIAnionisk tensid, der er meget mild ved hår og hovedbund og som giver et lækkert skum.
17 % / 17 g.BetainBetain er en hudvenlig Tensid, med ca 30% WAS (vaskeaktiv substans). Betain er en amfoterisk Tensid.
10 % / 10 g.KokosfedtMeget blødgørende med et højt indhold af vitaminer og mineraler, som virker nærende og fugtgivende på hår og hovedbund.
5 % / 5 g.Ler (pink, grøn, blå)Milde lertyper, der optager bakterier, snavs og toksiner i hovedbunden. Virker rensende.
Grøn har desuden positiv effekt på hårets vækst.
2 % / 2 g.HvedeproteinHvedeprotein fremmer blodgennemstømningen, og er derfor velegnet til hårpleje-produkter.
2 % / 2 g.PanthenolPanthenol (Provitamin B5) har regenererende effekt, virker fugtbevarende og beskyttende på hud og hårstrå.
1 % / 1 g.BroccolifrøolieAnti-frizz. Beskytter håret mod udtørring og skader og giver fugt og glans uden at fedte.
0,5 % / 0,5 g.CitronsyreesterLetter optageligheden af øvrige ingredienser og aktivstoffer, som også fordeles bedre og optages hurtigere.
0,5 % / 0,5 g.Plantaserve-EMeget effektiv bredspektret konservering. Virker mod både bakterier,- gær og svampesporer og tallader shampoobaren at ligge vådt uden ovenstående dannes.
2 % / 2 g.Duft/æterisk olieEfter eget valg og ønske.

Til opskriften skal du bruge en kogeplade, en gryde, en skål og gerne en maske, da der arbejdes med SCI-pulver, som kan være meget ubehageligt at få i luftvejene.

Kokosfedt hældes i en skål, der kan tåle opvarmning og smeltes over vandbad.

Imens afvejes SCI-pulver i en stor skål. Heri tilsættes ler, og der omrøres, så leren og SCI er godt blandet.

Alle øvrige ingredienser (de våde) afvejes nu i én skål. Husl at komme den æteriske olie/duftolien med heri. Denne blanding og den smeltede kokosfedt hældes nu over SCI-pulveret, hvor leren allerede er blandet i.
Dette gøres, idet SCI-pulveret består af meget små, fine partikler, som ellers spreder sig.

Herefter skal råvarerne blandes godt sammen, dette gøres bedst ved nærmest at ælte med håndkraft, så massen samler sig og bliver homogen. Blev ved med at ”ælte” indtil massen opnår en dej-lignende konsistens.
Til en start hænger den godt fast på fingrene, men bliver du ved med at ælte, samler den sig.

Nu er massen klar til at komme i forme, som pensles med olie, inden man kommer massen i.

Når dette er gjort, trilles din shampoobar-masse til en kugle og trykkes ned i din(e) form(e) – afhængig af, hvor stor du vil have din shampoobar.  Din shampoobar skal stå i formen i en times tid, inden du kan trykke den ud.

Lad nu din færdige shampoobar tørre i minimum 24 timer inden brug.
Opbevar den gerne på en måde, så den ikke ligger og er våd mellem brug – og opbevar den evt. i en alukrukke, som du også kan have med på farten.

©

Hvis du vil se hvordan Shampoobaren fremstilles, ligger der link til min You tube video her: